FARLIG MAND På UDGANG FRA FæNGSLET BEGIK DRAB På GADEN I KOLDING

Retten i Kolding har mandag idømt en mand forvaring efter et drab, som blev begået nytårsmorgen 2023.

Den 37-årige Charlie Mørcke har på stedet anket til Vestre Landsret, skriver TV Syd.

Han stak nytårsmorgen sidste år en 26-årig mand ihjel med flere knivstik. Drabet skete på gaden i det indre Kolding.

Under sagen har den tiltalte hævdet, at han handlede i nødværge, da han stak den anden med kniv flere gange.

Men dette har nævningetinget afvist, og sanktionen er blevet forvaring i stedet for fængsel. Det skyldes Charlie Mørckes farlighed.

Den 37-årige mand er i forvejen kendt af retssystemet for meget alvorlig personfarlig kriminalitet. I efteråret 2022 blev han således idømt fængsel i et år og otte måneder for blandt andet vold og trusler mod sin kæreste.

Derfor var han afsoner i et fængsel, da han lidt over klokken fem nytårsmorgen på Rendebanen stak den 26-årige Adan Mahamed Dek flere gange i ryggen.

Imidlertid havde Kriminalforsorgen bevilget ham udgang.

Senere oplyste Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse, at der var begået "alvorlige fejl" i sagsbehandlingen.

I sin procedure i retten har anklageren mandag ifølge TV Syd fremhævet, at Mørcke otte gange tidligere er blevet dømt for personfarlig kriminalitet.

- Derfor er der nu ingen anden sanktion tilbage end forvaring, så der ikke er flere, der bliver udsat for personfarlig kriminalitet af Charlie Mørcke, har hun sagt.

Forvaring er en forholdsvis sjælden sanktion. Den er tidsubestemt. Den gives til personer, der udgør en nærliggende fare for andre, og hvor forvaring i stedet for fængsel er nødvendig for at forebygge faren.

/ritzau/

2024-04-22T07:49:10Z dg43tfdfdgfd